DRØMMER DU OM ET “RIGTIGT” SOMMERHUS – MED SMÅ HYGGGELIGE KROGE – LIDT PRIMITIVT OG SÅ ALLIGEVEL OGSÅ LIDT LÆKKERT 🙂
Langt ude i Frijsenborg Skoven ligger denne arkitektegnede skovhytte i et smukt kuperet naturområde med masser af dyreliv omkring sig. På de åbne græsarealer inde i skoven ser man islandske heste græsse mellem bakkerne, og turen ind til hytten er i sig selv en helt fantastisk naturoplevelse.
Huset er beliggende “helt ude i skoven”, flere kilometer inde, og er en smuk og anderledes indrettet skovhytte, der oprindeligt er opført i år 1980 og senere udvidet i samme arkitektoniske stil. Bygningen er i dag på 89 kvm og er opdelt i 4 forskellige niveauer. Det er bygget i en vinkelform og har mellem bygningerne en stor, lækker træterrasse med en betagende udsigt over haven og en stor sø med flotte åkander. Grundstykket, hvor huset er placeret, strækker sig over ca. 15.000 kvm og består af skov, søer, et å-løb med rislende vand og en lukket have med gamle frugttræer, frugtbuske, et stort valnøddetræ og meget mere.
Her kan man virkelig nyde, hvad man betegner som den absolutte stilhed, og man kan opleve dyrelivet på helt tæt hold. Alt fra råvildt til ræve, grævlinge og ikke mindst et meget rigt fugleliv lige fra fiskehejrer til natugler og meget, meget mere.
Dette er stedet, der giver dig mulighed for at skrue tiden tilbage og nyde en mere enkel tilværelse i din fritid. Huset kan egentlig betragtes som en primitiv luksushytte, da det er selvstændigt forsynende med hensyn til levering af elektricitet, vand og varme. Der er egen vandboring, solceller på taget til levering af strøm og en generator, hvis det skulle være gråvejr. Varmen får man ved almindelig brændekløvning af træ fra egen skov, og der er netop blevet opført et helt nyt kombineret brændeskur / redskabshytte med rigtig god opbevarings- og arbejdsrum.
Inde i huset oplever man en helt speciel indretning. Arkitekten har ønsket at kombinere tanken om et ældre fritidshus med små hyggelige rum med et mere moderne hus, hvor rummene er i åben forbindelse med hinanden. Dette er i den grad lykkedes ved at indrette flere små hyggelige kroge, der alle ligger i forskudte niveauer. I realiteten er hele huset ét stort rum (lige med undtagelse af wellnes afdelingen) – men samtidig er det indrettet med designede foldedøre eller skydedøre i træ således, at rummene efter behov kan adskilles. Der er hele 4 brændeovne i huset, hvoraf en af dem befinder sig i køkken- og spiseafdelingen. En bevidst valgt model med flad top, hvor en stor kobbergryde står klar med varmt vand, der kan tappes fra en lille hane nederst på gryden. Et par niveauer nede er der indrettet en lille stue med udgang til træterrassen, hvor der er udsigt over søen. I stuen er der opsat en åben pejs så hyggen bliver helt fuldendt. Herudover findes en afdeling med en hel væg af indbygningsskabe og et par trin ned til en soveafdeling. Her finder man det 3. ildsted. Udover de nævnte afdelinger er der naturligvis også indrettet toilet og flere små kroge/værelser til anden anvendelse. Alt fremtræder meget rustikt – ikke mindst pga. de flotte murstensgulve og trappetrin, der i den grad også sætter sit præg på huset.
Wellnes afdelingen er en del af bygningen, men indgangen er separat og foregår via den store træterrasse. Der er ved indgangen lavet et stort skydedørsparti i glas – et parti der kan åbnes helt i sommerperioden eller holdes lukket i vinterperioden. Bag glaspartiet er der en mellemgang med indgang til wellnesafdelingen. Denne er opdelt i sauna og badeværelse – begge rum med indgang via glaslåger, så alt virker mere åbent og lyst. På samme måde er der i begge rum et vinduesparti mod haven og med udsigt til søen. Saunaen opvarmes med en brændeovn og brændeovnen opvarmer en stor vandbeholder således, at der er varmt vand til badeværelset. I mellemgangen findes i øvrigt to små kældre, som er specielt indrettede til viktualierum. Der er installeret batteri i det ene og kabler er ført til solcellerne på taget således, at en lille fryser kan supplere rummenes funktion.
Taget er beklædt og prydet med stenurts-beplantning for en mere naturlig og organisk følelse.
Grundstykket på ca. 15.000 kvm fremstår relativ vild – der er dog lavet en lille sti, hvor man kan spadsere en tur rundt i skoven, forbi den rislende å og rundt om søen.
Alt i alt er det et hus, der giver dig mulighed for at komme tættere på naturen og leve et mere bæredygtigt og autentisk liv.
Compare listings
Compare